Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.

RoboCop - Sci-Fi Con Event - Hadsten Bio
RoboCop – Director’s Cut
Event med oplæg af Peder Pedersen
SCI-FI-CON starter i Hadsten Bio!
Hadsten Bio er en del af den store tilbagevendende begivenhed SCI-FI-CON, der i 2026 løber af staben den 4. og 5. april i Arena Randers.
SCI-FI-CON er Danmarks største Star Wars- og science fiction-messe, der samler det allerbedste fra science fiction og fantasy-universet, og hvor man kan møde skuespillere fra Star Wars og andre markante personligheder kendt fra film og TV, komme til foredrag, opleve cosplay, købe collector’s items, og meget, meget mere.
Så Hadsten Bio er igen rammen for et fænomenalt film-event, som tyv-starter det storslåede arrangement i Randers! Det sker med en eksklusiv visning af ”RoboCop”
Hollandske instruktør Paul Verhoeven’s cyborg cop action sci-fi kult klassiker havde premiere i 1987. Og filmens vold blev straks det store tema. Volden og blodet er dog brugt i en så overdreven grad, at det bliver komisk. ”Tegneserie-vold”.
Men censuren fik hjerteslag, og filmen måtte beskæres, og flere sceners vold nedtonet, for at filmen kunne få en såkaldt ”R – rating”.
I 1995 udgav The Criterion Collection en “unrated” version af filmen, hvor det beskårede kom tilbage i filmen. Denne version har siden været at finde på de fleste DVD, Blu-Ray og nu 4K udgivelser.
Det er (naturligvis) denne version af ”RoboCop” vi skal se denne aften i Hadsten Bio.
Inden filmen vil der være introduktion af filminstruktør og redaktør Peder Pedersen. Og Peder åbner låget på den ultra-voldelige sci-fi film, og kigger dybt i instruktør Paul Verhoevens provokerende satire.
I’LL BUY THAT FOR A DOLLAR!
I Hadsten Bio starter vi kl. 18:30.
Oplæg af Peder Pedersen forventes at tage 20 - 30 minutter.
Herefter mindre pause.
Spilletiden for ”RoboCop” – Director’s Cut er 103 min.
Billetprisen er inkl. både foredrag og film.
Læs mere om SCI-FI-CON 2026 og køb billet hertil på www.scificon.dk og følg SCI-FI-CON på Facebook og Instagram.
Hadsten Bio giver endnu engang mulighed for at se (eller gense) en højt æret kult-klassiker på det store lærred…
Lidt om aftens gæst:
Peder Pedersen er født og opvokset i Randers. Gennem 1980’erne og frem til starten af 1990’erne kastede Peder sig over amatør-filmproduktioner med varulve- og zombier. Snart var Peder i landets aviser, og i Troldspejlet, hvor han fortalte om make-up artisteri og kærlighed til genrefilm. Den dag i dag er han i sci-fi og horror-kredse nærmest en legende, da han er redaktør af det banebrydende ”fanzine” INFERNO.
Peders store gennembrud kom sidst i 1990’erne med musikvideoen ”Barbie Girl” med pop-bandet AQUA. Siden har Peder Pedersen instrueret utallige danske og udenlandske musikvideoer og reklamefilm, hvor flere er prisvindende.
Han har lavet 2 sæsoner af Troldspejlet sammen med Jakob Stegelmann, og arbejdede med selveste Viggo Mortensen i dennes første to film som instruktør. ”Falling” (2020), hvor Peder Pedersen er krediteret som Associate Producer, og havde en kæmpe rolle i filmens post-produktion, og som klipper på ”The Dead Don’t Hurt” (2023).
Sidste år havde han premiere på sin første spillefilm. Den anmelderroste ”Englebørn”. En dansk uafhænigt produceret spøgelsesgyser med norske Agnes Born i hovedrollen.
Peder Pedersen har tidligere holdt fantastiske oplæg til film i Hadsten Bio, og vi er meget begejstrede over han igen kommer på besøg.