Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.


Decision to Leave
SmalBio inkl vin/øl/kaffe/vand
Decision to Leave

Decision to Leave

Med besøg og oplæg af genreekspert Henrik Rytter.

Den søvnløse politiofficer Hae-jun klager over, at der er alt for langt mellem mordsagerne, men et mystisk dødsfald kan måske give ham arbejdsglæden tilbage: En klatrer er drattet ned fra en høj klippe, og offerets forføriske enke, Seo-rae, virker mistænkeligt cool omkring det hele. Snart har hun dog snoet Hae-jun om sin lillefinger…

’Decision to Leave’ er en frapperende romantisk thriller, hvor lidenskab og retfærdighed er omdrejningspunkterne.

Park Chan-wook vandt helt forudsigeligt prisen for ’Bedste instruktion’ ved filmfestivalen i Cannes, hvor den vidunderligt uforudsigelige og overlegent stilfulde film havde verdenspremiere i 2022.

Park Chan-wook blev kendt efter at være genstand for Quentins Tarantinos åbenlyse beundring, der i 2004 førte til, at Tarantino som medlem af Cannes-juryen med stor begejstring kunne tildele den voldelige hævnthriller ”Oldboy” (2003) Juryens Pris.

Tilbage i 2017 viste Smalle Film i Hadsten Bio instruktørens periode-svindlerfilm ”The Handmaiden” (2016) – og ved den lejlighed havde vi ligeledes besøg og en fantastisk introduktion af aftenens gæst.

Før aftenens film vil Henrik Rytter, der om nogen har skrevet og været optaget af asiatisk film, komme og introducere jer til sydkoreansk film, fortælle om de vigtigste instruktører og selvfølgelig fokusere på Park Chan-wook og komme med et oplæg til ”Decision to Leave”.

Henrik er gammel Randers-dreng og var en del af kernen i Peder Pedersens filmfanzine ”Inferno”. Senere blev han selv redaktør, skribent og udgiver af ”Filmmagasinet Mifune”, der senere fusionerede med ”Ekko” for at blive til det vi i dag kender som ”Filmmagasinet Ekko”. Henrik har boet i Hongkong og studeret film og har også besøgt Japan. Henrik har undervist i mange år og skrevet masser af anmeldelser og portrætter af asiatisk film og dens instruktører, men også udgivet undervisningsbøger om filmanalyse og vampyrer.

Så I er i gode hænder til en aften i selskab med det bedste sydkoreansk film kan mønstre for tiden.