Opret medlemsskab og få tilsendt vores nyhedsbrev!
Der er noget ualmindelig lækkert ved filmen Mademoiselle Chambon. Ikke på overfladen, for historien udspiller sig i et uprætentiøst miljø, en småkedelig provinsby et sted i Frankrig. Her fører hovedpersonerne, der er henholdsvis murer og skolelærerinde, et nærmest uskadeligt almindeligt liv.
Åbningsscenen i svenske Roy Anderssons kortfilm Dejlig er jorden (1991) er ikke sådan at få ud af hovedet. En flok nøgne, bange mennesker bliver gennet ind i en lastbil af en gruppe trist udseende mænd og kvinder klædt i mørke jakkesæt og buksedragter. En mand, filmens hovedperson, en anonym ejendomsmægler, kigger et kort øjeblik bagud, direkte på publikum, som for at spørge, om vi nu også ser på det forfærdelige, der sker.
»Jeg skriver altid til København. Det er herfra min verden går,« konstaterer Kim Fupz Aakeson med det samme, da vi har sat os i Grand Teatrets café for at tale om hans manuskript til Hans Petter Molands krimikomedie En ganske rar mand.
I biografens store sal sidder de danske anmeldere og ser filmen. Flere har allerede set den i Berlin, hvor ikke mindst historiens akavede sexscener ifølge Politikens Erik Jensen lagde kritikerne ned af grin, og festivalgæsterne tildelte filmen publikumsprisen.
Stellan Skarsgård har et af den slags ansigter, man ikke bliver træt af at se på, fuld af karakter og levet liv. Blot er det sjældent, at man virkelig får lov til at studere det, fordi den svenske skuespiller er blevet så populær en gæst i store, amerikanske underholdningsfilm, hvor hans tid på lærredet trods alt er begrænset.
Men det råder den norske instruktør Hans Petter Molands nye film, det humoristiske drama En ganske rar mand, grundigt bod på. Samtidig får man lov til at opleve Skarsgård i en mere passiv rolle, end han plejer at spille, som titlens rare mand, Ulrik, der løslades efter 12 år i spjældet og nu skal forsøge at skabe sig en tilværelse. Det er dog ikke nemt, når alle vil bestemme, hvad man skal gøre, og hvordan man skal opføre sig.
Sara er klassens kloge pige, kun 15-16 år, men allerede med blik for omgivelsernes rollespil og identitetsproblemer. Hun viser også sin modenhed ved at passe sin lillebror i de arbejdsbebyrdede forældres konsekvente fravær.
Klassens drengeklike prøver at stive sig af med en rå, saftig seksualitet, som de mest har i munden, og i den mere drømmende Mikkel har de et nemt drilleoffer. Mikkel er tavst forelsket i Sara, men da han tror, han griber hende i en løgn, går han amok, og ansporet af kammeraterne udfører han i klasseværelset et voldeligt overgreb på den forfærdede Sara.
Der står gammeldags tv-apparater og video-bokse rundt om i det hvide lokale. Og de levende billeder på skærmene er udtænkt af fem danske og udenlandske billedkunstnere med fodfæste i skulptur. De enkelte produktioner er meget forskellige, men har til fælles at de afbilder lange tidsforløb, praktisk talt uden klip. Det kan lyde trættende, men så er der til gengæld fem forløb (eller billedskulpturer) at følge skiftevis med i.
Forleden viste Kaspar Munk sin debutspillefilm, ungdomsdramaet Hold om mig, for en flok skolelærere. Det er en barsk film om skolegården som slagmark og en flok skoleelevers overgreb på en klassekammerat, hvilket får alvorlige konsekvenser for dem alle.
»Hvordan kan du lave en film uden håb?« råbte en af lærerne til instruktøren, der svarede, at det ikke var hans opgave at give eleverne håb.
»Det er vel lærerne, der skal det,« siger Kasper Munk, da vi et par dage inden danmarkspremieren på Hold om mig mødes til en snak om hans film, der har manuskript af Jannik Tai Mosholt.
Christian Braad Thomsen beklager sig i Information (25. august) over, at jeg skulle have rettet et uhørt perfidt angreb mod den serbiske filminstruktør Emir Kusturica - dels i eget navn 13. juni og dels som pennefører i et interview med den bosniske forfatter Andrej Nikolejdis 9. august.
Jeg skriver derfor til Montenegro, hvortil Nikolejdis i sin tid er flygtet under krigen, for at bringe Christian Braad Thomsens indvendinger mod hans opfattelse af forholdene på Balkan videre til - Balkan:
- Hvordan vil du forklare den danske filminstruktør Christian Braad Thomsen, at Kusturicas to film, ‘Underground’ og ‘Livet er et mirakel’ dels er en støtte til Milosevic-regimet og dels er en folkemordsbenægtelse i forhold til de bosniske muslimer?
Ja, jeg tør godt stå ved, at jeg græd, da jeg så Toy Story 3. Ikke hele vejen igennem - faktisk grinte og gyste jeg det meste af tiden - men hen imod slutningen, hvor Anders … nej, jeg må hellere lade være med at afsløre mere.
Jeg synes ikke, at Toy Story 3 er den bedste af de tre Toy Story-film - det er en af de to første; jeg er blot i tvivl om hvilken - men den er stadig virkelig god og den af de tre film, der følelsesmæssigt stikker dybest, i hvert fald hos en 38-årig anmelder, som dagligt glæder sig over, at han stadig er i kontakt med sit indre barn.
Embed Embed:11 filmiske pletskud på stribe. Det kan de færreste filmselskaber prale af, men det er ikke desto mindre, hvad Pixar har præsteret gennem de seneste 15 år. I en branche præget af usikkerhed og fantasiløs genbrug er Pixar en sjælden fugl.
Alle 11 computeranimerede spillefilm, selskabet har produceret siden begyndelsen med Toy Story i 1995, er blevet store publikumssucceser og har samtidig fået overstrømmende positive anmeldelser fra selv de barskeste filmkritikere.
På ladet af en jeep sidder den svenske læge Anton. Den hvide bil lyser op i det rødbrune landskab, hvor Anton bumper af sted i takt med hullerne i den bulede afrikanske jordvej. Bag ved bilen løber en håndfuld børn. De smiler og vinker. Anton er på vej til at redde en ung afrikansk piges liv - og bagefter sit eget privatliv.
Sæddonorforviklingskomedien Baby Surprise har en klassisk New Yorker-neurotiker i hovedrollen. Wally, som han hedder, har en bedste ven af hunkøn, Kassie (Jennifer Aniston), som han dog også nærer andet end venskabelige følelser for.
Kassie er fyldt 40, og længes nu efter lyden af små trippende fødder. Hun beder derfor Wally om hjælp til at finde en egnet sæddonor, men i jalousi over, at hun ikke synes at betragte ham som en værdig kandidat, gør Wally, hvad enhver moden mand med dømmekraften i orden ville gøre: Drikker sig ned på neandertalerstadiet og erstatter den af Kassie udvalgte sæd med sin egen. Nogle år senere viser det sig så, at Wallys nervøse gener er slået igennem i en sådan grad, at det næsten må føre til, at sandheden kommer for en dag.
Embed Embed:Mange kvinder hader at blive kaldt dygtige. Det er en lunken karakteristik, som ikke levner meget plads til personligheden. Ikke desto mindre er det det mest præcise, man kan sige om Susanne Biers præstation med sin nye film, Hævnen. Knalddygtig, vil jeg tilføje. Susanne Bier er filmskolens dygtigste elev, der altid fortjener stor ros og mange stjerner. Hun kan sit håndværk til perfektion, og hun kan på det store lærred fremstille snart sagt en hvilken som helst følelse.
Embed Embed:En glitrende versionering af en Jackie Collins-roman. En rolleliste af prishædrede stjerner. Tretten gazellelignende modeller i et af de mest eksklusive hoteller i Paris. Set fra én synsvinkel kunne Paris Connections være den højt budgetterede produktion, der endelig bringer lidt glamour tilbage i britisk film. Men i et mindre flatterende lys - det kunne jo f.eks. være i skæret fra et supermarkeds lysstofrør - kan det endelige resultat se ganske anderledes ud. Dette er ikke en hvilken som helst film. Det er en Tesco-film. Supermarkedsgiganten, som er blevet dominerende inden for detailhandel på De Britiske Øer, tager i år springet ind i filmbranchen med et helt nyt koncept - en direkte ‘dvd-premiere’.
Det er et uhørt perfidt angreb, forfatteren Jens-Martin Eriksen i to store essays retter mod en af vor tids betydeligste filmskabere, Emir Kusturica, dels under eget navn (13. juli), dels som pennefører for den bosniske forfatter Andrej Nikolaidis (9. august). De beskylder primært Kusturica for med sine to film Underground og Livet er et mirakel at være »bødlens lærling« og at agere »håndlanger for et folkemordsregime«.
Christian Monggaard mødte Susanne Bier til en udsolgt filmsludder i Informations kantine. Bier er aktuel med filmen ‘Hævnen’, der har premiere den 26. august.
Hør Bier fortælle om tilblivelsen af ‘Hævnen’, om skyggesiderne ved Hollywood og om frygt og håb for den danske filmindustris fremtid:
»De gør det! De gør det! Det er den første second line siden stormen.«
DJ’en Davis McAlary kan ikke styre sin begejstring, da det går op for ham, at en af de hornorkester-parader, de såkaldte second lines, Louisianas stolthed, den myteomspundne New Orleans, er så berømt for, passerer forbi hans vindue.
Året er 2005, og det er tre måneder siden, at orkanen Katrina med stor kraft ramte den amerikanske Atlanterhavskyst, digerne brød sammen, og New Orleans blev oversvømmet og for store deles vedkommende ødelagt.
Paraden er den første siden katastrofen og et tegn på, at i hvert fald noget er på vej til at blive normalt igen. At byens indbyggere ikke har givet op, men kæmper videre og fejrer livet og den musik, der er så vigtig en del af byens sjæl.
Hvis en film har Medierådets vurdering ‘Tilladt for børn over 15 år’, må børn under 15 år ikke gå i biografen og se den, leje den eller købe den uden en voksen ved sin side. Og børn under syv år må under ingen omstændigheder se den. Det er strafbart, hvis biografen, butikken eller dvd-udlejeren ikke overholder reglerne.
Hvem er dine forbillede som filminstruktører?
Det må være giganter som Francis Ford Coppola, Martin Scorsese og Frank Capra. Både Scorsese og Coppola har været fantastiske til at føre filmen tilbage til realismen - i Capras film var skuespillet så godt, at det slog gnister.
Du virker så sund og ukompliceret - Er du det og arbejder du sådan med dine skuespillere eller er det bare noget, du spiller i interviews?
Ja, jeg er sund og ukompliceret .
Hvad skal film, og tror du på, at film ændrer noget i verden?
Det er ofte forfriskende, når egensindige instruktører lader hånt om mainstreamfilmens tempotyranni og finder deres egen dvælende billedrytme.
Som her, hvor den tyrkiske instruktør Semih Kaplanoglu henlægger sin (selvbiografiske?) barndomskildring til et tyndt befolket bjergområde i det anatolske højland og finder ind til den langsomhed, der kendetegner et ensomt barns særlige tidsfornemmelse.
Alt sættes ind i den yderst sindige landlige livsrytme i tæt naturkontakt og fjernt fra civilisationens velsignelser. Med sine egne ord vil Kaplanoglu genskabe den »tidsfølelse, der opstår ved hvert åndedrag«.
Embed Embed:Opret medlemsskab og få tilsendt vores nyhedsbrev!
Dansk films største ikon, Olsen-Banden, genopstår nu som animationsfilm for hele familien og bliver samtidig den første danske film nogensinde. Læs mere »